Vi har her samlet en række gode råd og vil anbefale dig at printe denne vejledning ud og lægge den sammen med en lommelygte ved HPFI-afbryderen.
Start med at undersøge, om det kun er hos dig, strømmen er gået. Hvis din nabo også har strømsvigt betyder det sandsynligvis, at der er fejl på el-nettet.
Har du mulighed for det, bør du gå ind på www.rah.dk, hvor de øjeblikkeligt vil informere om eventuelle fejl på nettet og hvornår de forventer at skaden er udbedret.
Hvis det kun er hos dig, der er strømsvigt, så er din HPFI-afbryder sandsynligvis koblet ud eller en sikring er sprunget.
Tjek derfor om HPFI-afbryderen er koblet ud. Er det tilfældet, så prøv at koble den ind igen.
Kan det ikke lade sig gøre, slukkes for alle gruppeafbrydere. Tænd derefter HPFI-afbryderen og efterfølgende alle gruppeafbrydere én ad gangen. Når HPFI-afbryderen igen slår fra, har du fundet den fejlramte gruppe.
Sluk derefter igen for gruppeafbryderen samt alle afbrydere og stikkontakter i den mørklagte del af boligen og slå HPFI-afbryderen til igen. Tænd nu for én kontakt ad gangen. Hvis HPFI-afbryderen slår fra igen, har du fundet den fejlramte ting.
Husk i øvrigt at trykke på prøveknappen "T" på HPFI-afbryderen én gang om året, så du får den afprøvet.
Hvis HPFI-afbryderen ikke er koblet ud, så er det sandsynligvis en sikring, der er sprunget.
Det er tilfældet, hvis den lille farvede perle i enden af sikringen er faldet ud.
Sluk for den fejlramte gruppeafbryder samt alle afbrydere og stikkontakter i den mørklagte del af boligen, skift sikringen og tænd igen for gruppeafbryderen. Tænd derefter én kontakt ad gangen. Hvis sikringen springer igen, har du fundet den fejlramte ting.
Såfremt ingen af ovenstående råd giver dig strømmen tilbage, kontakt da vagten.